Form og indhold skal harmonere – gør de ikke det, kan man tydeligt føle at noget er galt. Det ved enhver kunstner.
Noget lignende var Claus Søgaards tanke, da han fik og udviklede idéen om Egtvedpigens Bryg. Hvad er der ved at lave eksklusivt øl, hvis man bare kommer det i en almindelig flaske med en standardetiket?
Søgaards tanker flyver ofte højt og med Egtvedpigens Bryg begyndte han helt oppe – og blev der. Første tanke var naturligvis flasken – hvilken flaske skal jeg hælde øllet på? På samme tid oplagt og meget modigt faldt valget på Holmegaard, Danmarks ældste glasværk, etableret i 1825 ved Holmegaard Mose i Sydsjælland, bl.a. for at udnytte mosens tørv som brændsel. I dag kender de fleste, incl. Kongehuset, Holmegaard og dets eksklusive produkter. Hos Holmegaard bestilte Søgaard en håndlavet flaske – det kan man se: ikke to er ens! Bagefter er formen blevet knust.
En kasse er blevet foret med fløjl. En designer blev sat til at lave et logo og 1000 eksemplarer heraf blev præget i oksehud. Hver etiket er nummereret og Søgaard står inde for at der alene tappes og pakkes 1000 eksemplarer af Egtvedpigens Bryg. På flasken er der en lille medaljon og i stedet for kapsel er anvendt champagneprop. Flasken kan åbnes med en proptrækker, men skal det være sjovt, så prøv med en portvinstang.
Når øllet er tappet på den fornemme flaske, lukkes flasken med rød lak. En lille bog – den du sidder med – fortæller om Egtvedpigens Bryg og sætter den i historisk sammenhæng med Egtvedpigen, med fortidens og nutidens øl-brygning samt fortæller om ophavsmanden til det hele – den gale brygger Søgaard fra Aalborg.
Kort sagt: Egtvedpigens Bryg er meget mere end øl – det er en fortælling!
 
|