Hun var en smuk, ung kvinde, Egtvedpigen. 18 år gammel, 160 cm høj, slank og med langt lyst hår. Hun blev begravet i sin fineste dragt – en kort trøje med halvlange ærmer, et snoreskørt og tidens sko, tøjstykker, viklet elegant om fødderne.

Hun var ikke nogen hvem-som-helst. Et eksklusivt menneske. Hun kunne være datter af en rig stormand, eller hun havde haft en særlig rolle i samfundet. Hun kunne være en religiøs person – vi er i bronzealderen, hvor man tilbeder solen, måske ofrer man mennesker til den...

Egtvedpigens grav blev fundet af landmanden Peter Platz i den lille landsby nær Vejle 24. februar 1921. Platz og hans nabo udviste rettidig omhu og pløjede udenom. Nationalmuseet satte en udgravning i gang og man fandt en udhulet egetræsstamme med liget, svøbt i kohuder. Selve skelettet var opløst, men hud, hår, negle og tandkroner var bevaret. Og den slags kan fortælle meget. Egtvedpigen er ét af Danmarks mest betydningsfulde arkæologiske fund. Et nationalt klenodie.

Pigens smykker var væsentlige dele af den mosaik, forskerne arbejdede med. Dels en stor, dekoreret plade, anvendt som bæltespænde, dels en ørenring og to armringe – altsammen naturligvis i bronze. Og så havde den smukke pige fået to etuier med sig i graven. Det ene etui, en æske formet af linebark, indeholdt en syl og et hårnet.