Ja, så gerne. Hof eller Tuborg? Livet var så enkelt i gamle dage. Næsten helt op til år 2000. Vi danskere drak pilsnere og der var to at vælge imellem. Plus det løse. Ganske vist var der et par steder i landet åbnet mikrobryggerier i forbindelse med restauran-ter, men der var ikke tale om nogen evolution og slet ikke nogen revolution.
Men så begyndte det ellers. Fra omkring årtusindskiftet og til dato er der i Danmark åbnet over 100 større eller mindre mikro- og håndbryggerier. De fleste af dem eksisterer endnu, selv om skeptikerne er begyndt at snakke om at nu er der da vist ikke plads til eller behov for flere. Samtidig er en af de hurtigst voksende
interesseorganisationer herhjemme nu Danske Ølentusiaster, der samler forbrugere og ølbryggere. Og salget af special-øl er den hastigst voksende kategori i hele den danske dagligvarehandel.
Øl-revolutionen skyldes to ting: nogle ildsjæle der gerne vil noget mere med øl og derfor med lidenskab kaster sig ud i ofte risikable bryggeri-projekter og danske øl-drikkeres ønske om at prøve andet end standardpilsneren. Det falder sammen med et generelt forbruger-ønske om sporbarhed, om lokale produkter, om kvalitet og om at vide hvad der er puttet i vore fødevarer.
Engang var øl til tørst (og endelig ikke til trøst, som reklamerne sagde). Nu er øl-udbuddet blevet en trøst midt i mængden af industrielt fremstillede standard-konsumvarer. Danske øl-forbrugere vil have oplevelser. Derfor står der nu på hylderne i flere og flere forretninger Stærke Preben fra Svaneke Bryghus, Fynsk Forår fra Ørbæk, New York Lager fra Nørrebro Bryghus og Klosterbryg fra Søgaards Bryghus side om side med Hof og Tuborg. Og side om side med special-øl fra Belgien, Tjekkiet, USA, England og de fleste andre øl-producerende lande.
|