Det kan godt være, at klimaforandringerne om 117 år gør det muligt at producere vin i større mængder i Danmark. Men indtil da glæder jeg mig over at bo i det, der igen er et øl-land. Det var ellers ved at gå galt.

Da Poul Henningsen i 1929 stod i badeværelset på Dronninglund Slot og i en ordentlig efterbrandert skrev den vidunderlige ”Ølhunden glammer”, udødeliggjort af Osvald Helmuth, havde PH i hundredevis af forskellige øl at vælge imellem. Men snart tog ensartetheden og ensretningen af øl-produktion og –smag over, og gjorde det indtil for få år siden kedeligt – og ikke ret trendy – at være øl-entusiast. En sådan skal i øvrigt ikke forveksles med en alkoholiseret, bajerdrikkende og stormavet bodega-dansker. Vi øl-elskere måtte næsten gemme os, og på fine restauranter blev der set skævt til den, der foretrak en fadøl frem for en ”årgangsvin” (som om ikke alle vine har årgang).

Så jeg glæder mig over, at jeg nu næsten overalt i landet kan få god lokal øl. Et langt hurra og tre korte for mikrobryggerierne! Gid at det må gå dem godt i mange, mange år. Nu er det os, der er de trendy. Vi kan vælge mellem masser af ølsorter fra endnu flere bryggerier, der næsten alle er koblet sammen med et udskænkningssted. Dejligt ord: udskænkningssted. Det indikerer, at øllet bliver skænket og ikke bare klasket på bordet. Det bliver serveret i rigtige glas og med den rette temperatur. Man nyder det sammen med arts-fæller, der selvfølgelig også kender udtrykket ”nu skal jeg vise dig hvor David købte øllet”. Oprindelsen til udtrykket fortaber sig, men betydningen er ingen i tvivl om: jeg skal vise dig, at jeg ved bedre end du.

Ernst Trillingsgaard